Formanden for skydebanen.net Martin Pihl Jensen bød velkommen til generalformsamlingen og introducerede kort de tre øvrige tilstedeværende bestyrelsesmedlemmer: Rune Hansen, David Palsgaard og William Fellows-Jensen.
Der var ud over de fire bestyrelsesmedlemmer mødt ni medlemmer frem til bestyrelsesmødet.
Stefan Naef meldte sig som stemmetæller, mens Martin Pihl Jensen foreslog William Fellows-Jensen som referent og sig selv som dirigent. Forsamlingen godkendte forslagene.
skydebanen.nets formand Martin Pihl Jensen fremførte bestyrelsens beretning for perioden siden sidste ordinære generalforsamling. Beretningen var udsendt til alle medlemmer inden generalforsamlingen. Generalforsamlingen godkendte beretningen uden kommentarer. Martin Pihl Jensen tilføjede, at der er indgået aftale med virksomheden WebPartner som internetleverandør for skydebanen.net fra og med 1. maj 2003, hvor båndbredden vil stige fra 4 Mbps til 6 Mbps.
Kasserer Rune Hansen gennemgik regnskabet, som var udsendt til alle medlemmer inden generalforsamlingen.
Stefan Naef fandt at kr. 12.000 per år i to år – som var sat til side til betaling af el – var for meget. Martin Pihl Jensen understregede, at der ikke blot var tale om tre computere, men flere servere (som ofte har et forholdsvis højt strømforbrug) samt en del andet elektronisk udstyr, som i sagens natur skal være tændt i døgndrift.
Regnskabet blev vedtaget af forsamlingen.
Formanden henviste til bestyrelsens beretning for baggrunden for bestyrelsens forslag om at skifte internetudbyder. Der vil være tale om en såkaldt FWA-løsning (Fixed Wireless Access), som fungerer luftbåret mellem parabolantenner. Stefan Naef spurgte, om det krævede en investering fra foreningens side. Martin Pihl Jensen svarede, at installationen blev dækket af de kr. 18.000, der var i initialomkostninger. Et spørgsmål fra forsamlingen gik på, hvorfor man ikke straks investerede i en endnu højere båndbredde end de 6 Mbps, som var planlagt, når nu FWA-løsningen var billigere end den nuværende løsning. Rune Hansen svarede, at bestyrelsen ikke fandt, at der for tiden var behov for at øge båndbredden yderligere. Endvidere betød FWA-løsningen, at det ikke ville være vanskeligt eller dyrt på et senere tidspunkt at ”skrue op” for båndbredden.
Stefan Naef spurgte, om det var muligt at supplere den nuværende belastningsstatistik med en slags speedometer, der kunne give en øjeblikkelig indikation af netværksbelastningen. En sådan speedometer-løsning kunne være medvirkende til en bedre planlægning af større downloads. Martin Pihl Jensen nævnte, at det nok ville kunne lade sig gøre, og at bestyrelsen ville overveje det nærmere.
På et spørgsmål fra salen redegjorde Martin Pihl Jensen for henvendelsen fra det amerikanske svar på danske AntiPiratGruppen, der havde gjort opmærksom på, at en piratkopi af animationsfilmen ”Monsters, Inc.” var blevet ”sporet til” skydebanen.net – altså at en bruger af gadens netværk havde delt filmen på et såkaldt peer-to-peer netværk. Svaret fra bestyrelsen til amerikanerne var, at medlemmernes trafik i dag ikke logges af foreningen.
Bestyrelsen for skydebanen.net fik bemyndigelse til at skifte netværksleverandør og i den forbindelse øge båndbredden.
Rune Hansen gennemgik budgettet, som var udsendt til alle medlemmer inden generalforsamlingen.
Et af de centrale elementer i budgettet var, at bestyrelsen foreslog, at man nedsatte kontingentet med kr. 10 per måned, således at det fremover vil koste kr. 89 månedligt at være medlem af skydebanen.net. Endvidere foreslog bestyrelsen, at der fortsat ingen trafikbegrænsning skulle være, samt at der ikke skulle indføres en særlig forbrugsafgift (fx et beløb per downloadet gigabyte eller lignende).
Budgettet samt forbrugsafgiften og betingelserne for brug blev vedtaget uden afstemning.
Stefan Naef spurgte, om man med den nye FWA-løsning ville kunne mærke forandringer som bruger. Martin Pihl Jensen svarede, at udover den større båndbredde og forventeligt marginalt lavere svartider ville den største forandring nok være at spore for de relativt få brugere, der anvender Usenet/nyhedsgrupper. Her vil der være en noget højere kvalitet end foreningen havde været vant til med Song Networks og Colt.
Martin Pihl Jensen fortalte, at tre af de nuværende fem bestyrelsesmedlemmer ønskede at genopstille, samt at foreningen gerne skulle have i alt syv bestyrelsesmedlemmer. Fra forsamlingen meldte fire interesserede sig til bestyrelsen. Bestyrelsen består derfor af følgende syv personer: David Palsgaard, Martin Pihl Jensen, Rune Hansen, Jacob Friis Mathiasen, Thomas Hansen, Stefan Naef og Bjarne Sørensen.
Bestyrelsen nævnte en række af de opgaver, som bestyrelsen varetager i foreningen. Det drejer sig blandt andet om markedsføring af skydebanen.net, en række supportopgaver og pasning af træffetider i bestyrelseslokalet.
Formanden blev genvalgt uden modkandidater og hedder derfor fortsat Martin Pihl Jensen. Bestyrelsen vil efterfølgende og i overensstemmelse med foreningens vedtægter konstituere sig.
Anders Heebøll-Nielsen, der ved generalforsamlingen 2002 blev valgt som revisor ville gerne opstille igen til denne post. Endvidere meldte afgående bestyrelsesmedlem William Fellows-Jensen sig som revisor.
Der var ingen, der insisterede på, at regnskabet skulle revideres af en registreret eller statsautoriseret revisor.
Under punktet eventuelt nævnte Kurt Jensen problemer han havde haft med ”understregninger” (engelsk: underscores) i URL-adresser. Martin Pihl Jensen fortalte, at problemet skyldes skydebanen.nets proxy-cache, som ikke ville acceptere en række specielle tegn i URL-adresser (herunder ”understregningen”). Man kan dog komme uden om problemet ved midlertidigt at slå proxy-cachen fra i internetbrowseren.
Stefan Naef spurgte til det indkøbte antivirus-programmel, som var nævnt i bestyrelsens beretning. Martin Pihl Jensen fortalte, at installationen af programmellet afventer, at den systemansvarlige får nærlæst dokumentationen og testet programmellet.
Til sidst drøftede forsamlingen spam-problematikken, som var vanskelig at komme til livs.
Bestyrelsesformand takkede for deltagelsen og mødet blev hævet kl. 20.35.
Referent: WFJ
Indkaldelse | Bestyrelsens beretning | Regnskab | Budget | Referat